Teblade

Te er et træ og ligner i klippet tilstand meget hjemlig ligusterhæk. De fuldt udvoksede blade er læderagtige og kan ikke bruges til meget andet end at give næring til planterne, så næste års høst bliver klar. I praksis bliver de fineste og nyeste skud nippet af i hånden. Såm tiden og foråret skrider frem tages der grovere og grovere metoder i brug og det sidste bliver klippet af med en almindelig hækkesaks.

For at kunne komme til skuddene dyrkes tetræet i lange lige rækker og holdes nede i 1½ meters højde. Der dyrkes te i mange egne, men nogle områder er bedre end andre. Tekvaliteten afhænger i høj grad af jordbund og klimatiske forhold. Tetræer kan tåle frost i kortere perioder, men tørrer ud hvis frosten bider i for lang tid og kan sikkert heller ikke tåle hård frost.

Te er en nydelig plante og har fine blomster. Te blomstrer efter høsten af forårets skud.

Når teskuddene er høstet, skal de tørres og nogle typer får en let røget smag. Noget fermenteres, men i Østasien bliver det meste te solgt som grøn te, der skal være frisk for at have tesmag. Gammel grøn te smager som en gang hø i kogt vand. Et af de gode steder at handle te var det store temarked i Shanghai, hvis ikke lige man havde lejlighed til et smut til teområderne, i sæsonen, hvor det er friskere og billigere. I 2007 flyttede markedet til en ny bygning, der også er fyldt med stadepladser, så markedsstemningen er der sådan set stadig. Dog gør de nye omgivelser det alligevel noget anderledes. Af en eller anden grund har billederne fra markedet fået et grønligt skær, men det er ligesom at det her understreger temaet.

Der findes et utal af kvaliteter og typer grøn te. De gode og middelgode typer af grøn te er oftest dyrere end god sort te. Det er selvfølgelig også muligt at købe sorte teer på markedet. Sorte tetyper var oprindelig eksportkvaliteter, blandt andet til de mongolske nomader, der blandede teen med smør og mælk. Visse sorte tetyper er meget kendte og bliver også konsumeret i Kina i stor udstrækning. Men som sagt er det mest almindelige stadig grøn te, og lad det endelig blive ved det.

Stadeholderne kan være selvstændige, men der er også repræsentanter fra de forskellige teområder, der i bedste kooperative ånd driver en te-ambassade i Shanghai. Det er selvfølgelig organiseret som et selskab, men ejet af den pågældende by eller de te kooperativ, der står for områdets teproduktion.

Dette er også grøn te. Kuding cha. Det kan vist ikke fås i Danmark, men er bitter grøn te. Man sætter en stængel ned i et glas og så folder bladene sig ud.

For nu ikke helt at glemme det, så er tepotter også en kunstart i sig selv. Yixing skulle være lervarebyen over alle lervarebyer og ligger omtrent midt mellem Hangzhou og Nanjing.

Glas med skruelåg er som skabt til tedrikning. Grøn te kan drikkes hele dagen og ingen disk eller skrivebord 'ude i landet' uden te. Grøn te skal have 80° varmt vand og man kan flyde på flere gange. Det plejer at være anden omgang, der er bedst. 

Tilbage