Tohjulede cykler er nok de køretøjer der er flest af i Kina. Knallerter, motorcykler og de ikke larmende elcykler er der dog også mange af. Og der vil nok blive ved med at være mange cykler i Kina, selv om de ikke er velsete i trafikplanlæggernes hoveder, da de fylder, ikke er moderne og fordi der altid vil være en vis form for anarki forbundet med disse køretøjer. Når det regner bliver gaderne omdannet til rullende teltlejre, da alle kinesere ejer et regnslag (koster en femmer).
Med så mange cykler mm. er det selvfølgelig et oplagt beskatningsobjekt og alle cykler skal have nummerplade og registreringsnummer. Men også parkeringsafgifter er udbredt på steder hvor parkering er populær.......tilgengæld får kunderne en vis sikkerhed for at cyklen osv. er der når man kommer tilbage.
Priserne er slået op på et skilt: cykel 50 øre, elcykel 1 kr, motorcykel (og knallert) 2 kr. "Servicen" ydes mellem 7:00 og 18:30.
Men til at styre tohjulede, trehjulede, firehjulede og gående er der ansat en hær af opsynsmænd, der med flag, trillefløjter og hænder prøver at få det til at foregå lidt civiliseret.
Biler er lykken og løsningen på mange kinesiske byers trafikproblemer er at bygge i højden. I Shanghai har man bygget et femetages motorvejskryds midt i byen. Praktisk og sikkert en idé til politikerne i Danmark.
Den stigende biltrafik betyder også regulering af hvilke motorkøretøjer der må køre hvor. I myldretiderne må man f.eks. ikke køre her hvis man har udenbys nummerplader, er en tom taxa eller er billist på prøve. Små køretøjer med ringe motorkraft er heller ikke velsete i dagtimerne. Alt sammen kun mandag-fredag. Man taler om at begrænse bilernes antal, men som andre steder er eget køretøj dels noget beslutningstagerne selv har, dels et glimrende beskatningsobjekt, bedre end to- og trehjulede køretøjer.
Sporvognene blev afskaffet i Shanghai over en årrække med de sidste i 1975. Nu taler man om at genindføre den igen i en eller anden form, omend ikke for andet, så for turisternes skyld. Denne café er indrettet i en replika af de sporvogne der kørte på linien ad Nanjing Lu.
Men metroen kom til Shanghai før København. Midt i 1990'erne åbnede den første linie og i 2003 har man tre linier, heraf en overjordisk og man er begyndt på den fjerde og femte, ligesom man forlænger en af de eksisterende, alt på samme tid. Prisen ligger i underkanten af hvad man kan komme udfor i København, mellem 2 og 6 kr. afhængig at turens længde.