Stålet
En af grundende til at produktion i Kina af snart sagt alle varegrupper kan betale sig, skyldes nok i høj grad tilgængeligheden af stort set alle typer råvarer, fra strå til stålemner. Sidstnævnte blev godt hjulpet på vej af den industrialisering man i god socialistisk ånd fortsatte i 1950'erne og frem, efter russisk forbillede med opbygning af stål- og andre værker. I modsætning til 'massedøden' i den europæiske stålindustri trives kinesiske stålværker fortsat med eller uden statsstøtte. Ikke alle er lige utilgængelige og det kunne blive en rigtig turistattraktion, for det er lige så fremmedartet som templer og lignende, specielt for turister fra Danmark, hvor Stålvalseværket vel er den eneste rest af noget der ligner.
Selv på 50-100 meters afstand kan man mærke varmen.
Ikke alt der kommer ud fra værket er lige sundt. Omgivelserne er i øvrigt mest i brunt og gråt.
Mere varmt og ikke nok med det så kan lufttemperaturen i området stige til omkring 40º C.
Og lidt rester, der af og til bliver kørt væk i lastvogne, hvor siderne på ladet er deformerede af den varme lasten afgiver. Ellers var turen egentlig mest beregnet på at kigge på damplokomotiver som stadig flytter rundt på vogne på værkets eget jernbanenet:
Lokomotiverne har vel også samme farve som omgivelserne, hvis ikke lige de har været til eftersyn i det nærmeste værksted.
Også værket har eget værksted for jernbanekøretøjer, men større reparationer af lokomotiver bliver sendt 'ud i byen' til Folkets Jernbaners værksted som stadig kan reparere damplokomotiver, på trods af at man dér har forladt den slags til fordel for diesellokomotiver. Billedet ovenover er fra værkets remise og nedenfor ses omgivelserne:
